Inhalt dieses Beitrages
Filmen: Tempelriddernes tabte skat
Den 12-årige Katrine holder sommerferie hvert år på den danske ø Bornholm. Der fandt hun en nær fortrolig hos præsten Johannes. Og så er der hendes venner Mathias, Nis og Fie. Men denne sommer skulle være en helt særlig, som ingen af vennerne nogensinde vil glemme, for de fire har opdaget en utrolig hemmelighed. I en af ‘rundkirkerne’ på øen siges der at være en umådelig skat: Tempelriddernes legendariske skat. Men en tragisk hændelse giver den oprindeligt sjove skattejagt et nyt twist. Børnene er ikke de eneste, der følger sporene. Pludselig er de i fare, og det største eventyr i deres liv begynder.
Oplev Danmark!
Rejs komfortabelt med Scandlines fra Rostock eller Puttgarden til Danmark.
Til valg af datoSpar 5%, når du booker online i forhold til billetpriserne i havneterminalen!
Fakta om tempelridderne
Dette “baggrundsmateriale” blev oprindeligt udviklet til brug af guider til Bornholm Middelaldercenter. Da emnet riddere også er interessant for mange andre, vil vi gerne opsummere den historiske og arkæologiske viden om tempelridder, korstog og rundkirker her.
Filmen“Tempelriddernes forsvundne skat“, som havde premiere i februar 2006, har i høj grad øget interessen for Bornholm, rundkirker og tempelriddere.
Filmen er kun fiktion (idé, fantasi) og er baseret på journalist og forfatter Erling Haagensens ideer om, at Tempelridderne i Jerusalem havde en finger med i spillet om, hvor kirkerne på Bornholm lå, og hvordan de skulle se ud.
Erling Haagensen
Erling Haagensen (født 20. oktober 1945 i Danmark) er en dansk forfatter og filminstruktør, der er bedst kendt for sin kontroversielle teori om forbindelsen mellem de bornholmske rundkirker og tempelridderne. Han har udgivet en række populærhistoriske og lokalhistoriske bøger, hvoraf de fleste omhandlede Bornholms emner.
Erling Haagenses idé er, at ridderorden ville redde den hemmelige skat og skjule den, hvor ingen ville finde den. En skat, der ikke nødvendigvis er guld og sølv, men indeholder for eksempel hemmelig information om viden (bøger, tekster). Erling Haagensen er ikke en rigtig forsker. Derfor kan han også nedskrive ideer, der bygger på gamle rapporter om Tempelridderne som vogtere for Den Hellige Gral og udvikle hypoteser om mulige forbindelser mellem templerne og Bornholm.
Historiske kilder, slotte og andre bygninger vidner i vid udstrækning om tempelridderne i Europa – men hidtil ikke i de nordiske lande som Danmark eller Sverige. Der er ingen reelle spor af tempelridderne i Danmark.
Men der er kilder, der indirekte siger, at tempelridderne på et tidspunkt kunne have været i Danmark – måske søgte de beskyttelse, da paven forbød tempelridderne. Der er stadig mange spørgsmål om tempelridderne. Har du været i Bornholm? Det må forskning i løbet af de næste par år vise.
Ingen kilder om tempelridderne i Danmark
“Der er ingen kilder (skrifter, bøger, referencer), der refererer til templarer i Skandinavien” (Villads Jensen 2005, s. 51). Tempelridderne levede i mange vesteuropæiske lande, men vi har ingen kilder eller fysiske beviser, der siger noget om Tempelridderne i Danmark.
Vi ved kun, at de deltog i kampe nær Østersøen et par gange i det 13. århundrede, men ikke at de skulle have opholdt sig permanent i området.
På den anden side er det overraskende, hvis de ikke er fast knyttet til Østersøregionen, som de var hjemme i næsten alle andre vesteuropæiske lande.
Enten er det, at hun ikke har været her, eller også ved vi det ikke, fordi der er så få eksisterende kilder. (Villads Jensen 2002, s. 55). I 1308 blev den femte franske templar på ordre fra pave Clemens arresteret. Den danske kong Erik Menved modtog også en anmodning. Brevene blev ikke kun sendt til kongen, men der kom også kopier til hvælvingerne i Lund med befaling om at oversætte den til folkesproget og udgive den i alle kirkerne.
Selvfølgelig var det et standardbrev til al vestlig kristendom, men det er stadig mærkeligt, at det skulle sendes til Danmark, da det var helt frit for tempelridderne (Lind et al., S. 129). Tempelriddernes nordligste besiddelser mod Danmark (Nicholson, s. 104): Det er ikke overraskende, at folk leder efter tegn på tempelriddere i Danmark.
Blandt andet var Bornholms runde Kirker som kopier af tempelstyret i Tomar i Portugal foreslået. Rundkirker er imidlertid ikke unikke for templerne. Nogle af dem blev bygget overalt i Europa under korstoget, og de er også kendt fra mindst indtil det 8. århundrede.
Rundkirkerne skal generelt forstås som kopier af Jerusalems grav. Et enkelt kalkmaleri i skibets kirke nær Jelling var også inkluderet i argumentet om, at templerne blev i Danmark. Maleriet viser en hest med to ryttere – det sædvanlige symbol for templerne. Billedet er dog svært at fortolke, måske er bagkøreren en kvinde, og så må det være en helt anden historie. (Lind et al., S. 129). Tempelridder -sæl med to ryttere på en hest.
Filmen og Erling Haagensen
Den eventyrlige danske børne-/familiefilm“Tempelriddernes forsvundne skat” kan forstås som en blanding af “Da Vinci-koden” for børn, med et strejf af børnebøgerne “De fem” og filmen “Den forsvundne skat” med Indiana Jones.
Filmen er baseret på den bornholmske journalist og forfatter Erling Haagensens idé om, at tempelridderne skulle have gemt den hellige gral, eller i det mindste en del af deres hemmelige skat, på Bornholm, fordi ingen ville finde den der – eller måske fordi tempelridderne oprindeligt kom fra Bornholm?
Myter om tempelridderne og den hellige gral
Ordren har været omgivet af mysterier og myter siden tempelriddernes tid. I slutningen af 1100 -tallet troede mange, at riddere var riddere og helte. Siden da har vi kunnet leve med mange gode og spændende historier om jagten på den hellige gral med Kong Arthur og ridderne af det runde bord, Indiana Jones og mange flere.
Fascinationen af mystiske og skjulte forhold, hellige geometrier, hemmelige skatte og uhyggelige ritualer vil utvivlsomt altid være til stede.
Tempelerslegenden fortæller, at de skjulte den hellige gral på et ukendt sted, og at kendskabet til denne skat måtte fortsættes af de middelalderlige frimurere, der rejste rundt og byggede de store katedraler efter ridderordens opløsning i 1312.
Ridderromaner om forfølgelsen af den hellige gral var sammen med historien om Tristan og Isolde den mest udbredte litterære myte i den europæiske middelalder. Den første roman om gralen blev skrevet af en franskmand, Chrétien de Troyes, omkring 1185. Her var den hellige gral en fiskeret, der var en del af et mystisk ritualoptog. Senere i middelalderen blev den hellige gral en magisk perle, en fjendestang, der blev brugt til at holde nadveren, koppen, hvor Jesu blod blev opsamlet på korset; en nadver og til sidst arken med de ti bud, som Gud gav Moses.
Ifølge Haag består skatten hovedsageligt af skrifter, der indeholder hemmelig viden. Haagensen omtaler Østerlars rundkirke som et af de mulige skjulesteder. Han tog målinger, der viste tegn på “menneskelig aktivitet til en dybde på mindst syv meter under kirkegulvet” (Haagensen Bornholms Runde Kirchen, s. 122). Haagensen fortolker dette som en krypt, men skriver andre steder, at det også kan være en tid. Det målte område begynder et par meter uden for kirkemuren og strækker sig over ca. 10 meter under kirken og ligner derfor ikke nogen krypt, som vi kender det fra andre kirker.
Haagensen mener, at templerne står bag placeringen og konstruktionen af de bornholmske kirker som en del af korstogene, hvor kirkerne blev placeret for at danne en hellig geometri af sekskanter sammen med Christiansø, sølv og guld, men et arkiv med hemmelig viden.
Måske hemmeligheden bag udregningen af “pi” – en viden, der ellers ikke ville være blevet tilføjet det 17. århundrede? Måske var Bornholm en slags praktisk uddannelsesområde til test af en geometrisk viden? Måske en viden, hvormed du kan beregne jordens omkreds?
I sin sidste bog udtaler Haagensen, at rundkirkerne blev bygget som astronomiske observatorier, hvorfra man kunne overse øen. Haagensen er ikke den eneste fascinerede af ideen om hellig geometri. Søgningen efter hellig geometri i landskab og arkitektur har en lang tradition. For eksempel begyndte i begyndelsen af det 20. århundrede en strøm af opdagelser på ældre steder, der var stillet op i en række – fjedre, godser, søer, øer, krydsninger, voldgrave, kirker, gamle slotte og mere. Du taler om “line hunters”. Teorierne udviklede sig og blev også forbundet med “alternative ideer”, energilinjer, navigationslinjer for UFO’er og meget mere.
Tempelridderne – en kort introduktion
Ordenen bosatte sig gradvist i de fleste vesteuropæiske lande, hvor de samledes for at være frontlinjeriddere, og de påtog sig også vigtige økonomiske opgaver som at låne penge og fra midten af 1200-tallet omsorg for den franske kongelige statskasse. som også havde befæstede huse og slotte i områder, hvor der manglede en stærk central magt, og lov og orden kunne opretholdes, for eksempel i det sydlige Frankrig og Irland.
Tempelherrerne boede ikke i klostre, men på deres slotte foran, i små huse og store “kommandoer” overalt i Europa. Tempelordenen eksisterede i omkring 200 år. Det blev grundlagt i 1120 (nogle historikere nævner 1118 eller 1119),
Godkendt af paven i 1129 og opløst igen i 1312 efter kritik af ordenens rigdom på grund af den åbenlyse rivalisering med andre ordrer og dens brutale metoder.
Den samtidige kritik af ordenens rigdom anses for at være overdrevet. Templerne blev store ved magten og var omgivet af mysterier både nu og i fremtiden. Hvorfor fik du dette? stor magt? Sparet på viden om, at den etablerede kirke vil blive ved med at gemme sig for alt i verden? Viden, som nogen stadig kender og forsøger at beskytte? Ingen faktakilder tyder dog på, at templerne var bogstaveligt, poetiske eller intellektuelt orienterede.
Med historikeren Kurt Villads Jensens ord var templerne “rå pensler”. Mens andre ridderordener (f.eks. Johanitterne) udviklede mere raffineret historiografi og poesi, synes tempelridderne tilsyneladende ikke at have litteratur om deres ordenes historie, og de undersøgte heller ikke den heroiske, teologiske eller den mere meditative genre, som ellers er udbredt i nuet. De synes ikke at have haft nogen form for intellektuel ambition. På den anden side blev de allerede inkluderet i litteraturen i slutningen af 1100 -tallet, da mange forventede at riddere og helte var tempelriddere. Riddere blev hovedsageligt kopieret og distribueret fra cistercienserklostrene.
(Villads Jensen 2005, s. 44 og 47).
Der er ingen intelligente eller fysiske spor af templarer i Danmark. Du har været i mange andre europæiske lande og kunne i princippet have været i Danmark, men det vides ikke.
Uddybning af Tempelridderordenen
Etablering af tempelridderne
Tempelridderne var den første militære orden inden for den katolske kirke. Tempelriddernes eget arkiv er længe gået tabt. Vi har derfor ikke vores egen fortolkning af ordrehistorien. Helen Nicholson skriver, at arkivet sandsynligvis gik tabt i den osmanniske erobring af Cypern i 1571, da arkivet blev fjernet til ridderne af St.
(Hospitalets bekendtgørelse) efter pausens opløsning af tempelordenen i 1312. Nutidige kilder er uenige om, hvornår ordren blev oprettet, og hvad dens hovedformål var. I faglitteraturen støder man på både 1118, 1119 og 1120 som året, hvor ni riddere trak til Jerusalem.
Den mest udbredte tro er, at ordenen blev til på initiativ af en gruppe riddere, der enten tog på korstog eller foretog fredelige pilgrimsrejser til Det Hellige Land, idet de så, at landet havde brug for krigere. De gav fire løfter til patriarken i Jerusalem: regelmæssigt at leve i fattigdom, cølibat og lydighed og beskytte pilgrimme, der tog til Jerusalem. Kilder taler om ni riddere, der udvandrede i 1120 og blev anerkendt af paven ni år senere, i 1129, som den første orden i den katolske kirke.
Missionsstruktur, formål og opgaver.
Ordensens tempelorden var en international ridderorden – en orden af munke med cølibat, fattigdom og lydighed, men også med opgaven at kæmpe militært. I modsætning til andre klosterordner blev templerne ikke uddannet og engageret i åndelig spekulation. De boede heller ikke i klostre, og alle historikere kalder heller ikke en munkes orden. De var et tæt og lukket broderskab. Tempelridderne var primært krigere.
Før korstogene havde kirken et tvetydigt syn på krigen. På den ene side kan krig være nødvendig, på den anden side var det synd at slå ihjel. Selv soldater, der deltog i en såkaldt retfærdig krig, måtte skrive og straffe for drab.
Scoren afhængede af, hvor mange der var blevet såret og dræbt – 40 dage for sår, 1 år for drab. Som regel bestod standen af faste, den første tredjedel af sætningen bestod udelukkende af brød og vand. Faste kunne erstattes af almisse. Det kan dog være svært at holde styr på, hvor mange mennesker der er blevet dræbt. Derfor modtog William the Conqueror’s Army fra 1066 (erobringen af England) bueskytter et standardbud. Med den første korstogsprædiken af pave Urban II. I 1095 blev Kirkens forhold til krig vendt på hovedet. Nu var det en forbandelse i sig selv at gå i krig mod de vantro.
Ved at dræbe muslimer kunne kristne endda synde deres synder og tjene et sted i paradis og for det bedste af martyrkronen. Krig blev et lovligt middel for den kristne kirke til at udrydde “ondskab” – hedninger, kættere, muslimer. Kirken har nu argumenteret for, at tempelridderne – og de andre korsfarere – ikke blev betragtet som “mandlige mordere”, men som “ondskabsmænd”. Om Orderwriter, Lind et al. i danske korstog “som følger:” I denne henseende var der ikke den store forskel mellem en religiøs ridder og enhver anden religiøs bror i et kloster eller religiøst hus. De var alle bundet af deres evige løfter i en livslang tjeneste for Gud og realiserede næsten gennem det fællesskab, de engang havde tilsluttet sig. Munken levede i bønnetjeneste, hvor målet var at bryde personlig synd ved at tjene næsten og Kristus i ham. Skriveren førte ikke kun en intern kamp mod synd og ondskab, men også en ekstern fysisk kamp mod Kirkens og Kristi fjender. Vinderen af ordenen kunne kun lede denne interne og ydre kamp mod synd og ondskab, hvis han gav afkald på den verden, han var vokset op i – ja, på sig selv og på én, og alt underlagt hans strenge regler “(Lind. 253) . Tempelets tempelorden blev som sagt oprettet for at beskytte de kristne pilgrimme i kongeriget Jerusalem. Til dette formål havde de deres hovedkvarter på Temple Square i Jerusalem – i Al -Aqsa -moskeen, som tempelridderne kaldte “Salomons tempel”, selvom murene i dette tempel for længst var forsvundet.
“Salomons tempel”: Muslimerne byggede Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem i slutningen af det 7. århundrede på ruinerne af “Salomons tempel” fra det 9. århundrede f.Kr. I dag er Jerusalem af stor betydning for jøder, kristne og muslimer. For kristne er Jerusalem den by, der blev erobret af kong David, og hvor hans søn Salomo byggede et stort tempel, “Salomons tempel”, til den eneste Gud. For muslimer er Tempelbjerget det sted, hvor profeten Muhammed opstod til himlen. For jøderne inkluderer det bjerget, hvorpå Abraham ville ofre sin søn Isak, men blev forhindret, da Gud sendte ham en vædder i stedet. Før det første korstog (1095-1099) var Jerusalem ikke af stor betydning for den muslimske verden. Det blev givet til gengæld, efter at byen blev erobret i 1099, da flere muslimske fyrster samledes for at genvinde byen.
Religiøse huse i Europa
Templarordenen spredte sig hurtigt i de fleste vesteuropæiske lande. Nord til nord Polen og Tyskland. I Europa boede brødrene hovedsageligt i små ikke -asfalterede huse og store ”kommandoer” med små kapeller og enorme laden. Herfra kunne man rekruttere nye medlemmer, der var uddannet i ordenens funktion og livsregler under et ophold i ordenen. Ældre brødre kunne trække sig tilbage, når de ikke længere kunne kæmpe, og man kunne samles for brødrene i Det Hellige Lands frontlinjer.
De europæiske grene af ordenen modtog solid støtte fra konger og lokale adelsmænd, der ofte kom ind som fritidsmedlemmer og blev begravet sammen med de kæmpende brødre. Blandt andet gav de ordren store gaver. i form af arealer, der er blevet dyrket. Tempelridderne – og de andre militære ordener – blev hurtigt populære og rige og deltog i korstogene på de religiøse grænser i Europa, på Den Iberiske Halvø (Spanien) og i Østeuropa (Villads Jensen 2005, s. 50). Tempelriddernes huse matchede dog aldrig størrelsen eller formuen på de store klostre, da der blev sendt ressourcer til de kæmpende brødre i øst.
Borgerskabets funktioner
Borgerskabets funktioner var at beskytte pilgrimme såvel som at forsvare, angribe, deltage i vigtige kongelige kampagner, give militær rådgivning og husly til allierede (Nicholson).
Militæret skal være i stand til at modstå de muslimske angrebshære.
Slottene blev “raidet” mod muslimsk territorium, ejendom og mennesker. Ikke nødvendigvis for at erobre land, men for at tage dyr, mennesker og andre byttedyr, der kan blive til værdier- f.eks. udløser. Slottet i Gaza var for eksempel direkte mål for angreb mod byen Ascalon og mod karavanerne der.
Ridderne ledsagede pilgrimmene på pilgrimsruten til Jerusalem og til Jordanfloden, så pilgrimmene kunne bade i den hellige flod.
Ridderne kunne spille en militær rolle i større kongelige felttog og i realiteten fungere som kongelige herskere over militsen.
De kunne give militær rådgivning.
Slottene kunne tjene som tilflugt for allierede, der flygtede fra muslimske hære.
Korsfarerstater: Stater, der opstod som følge af korstogene, f.eks. Kongeriget Jerusalem og andre områder, der nedstammer til Jerusalem. I hele korsfarerstaterne var korsfarerne og deres efterkommere et mindretal. Deres magt hvilede i vid udstrækning på enorme slotte, som var blandt middelalderens stærkeste befæstninger.
Tempelridderne fik hurtigt en afgørende militær rolle i korsfarerstaterne og opnåede stor uafhængighed fra konger og fyrster: de ejede flere af de vigtigste slotte i korsfarerstaterne, organiserede pengeoverførsler og lånte penge og kom fra midten af 1200-tallet De administrerede statskassen for den franske konge.
Munk – og kriger lige ved hånden
Foreningen af munken og krigerens livsformer, som den gik sammen med oprettelsen af ridderordener i det 12. århundrede, var en nyskabelse. Grundlæggelsen af ordren i 1120 krævede da også en forklaring. Nogle syntes, det var en god idé, andre syntes, det var Bornholms middelaldercenter 2006 6 | Side bekymret. Ordens grundlægger bad derfor sin slægtning, cistercienseren abbed Bernhard von Clairvaux, om at skrive reglerne for tempelridderne, hvilket han gjorde omkring 1128. Samtidig skrev Bernhard et manuskript til deres ros: “Et manuskript til tempeltemplarerne – en ros til de nye riddere”. Dette er både et forsvar for den innovation, som templerne var, og et script til opbygning for medlemmerne (Lind et al., S. 253):
Bernhard fra Clairvaux, 1090-1153, fransk cistercienser Labbed. Central figur i hans europæiske samtidige kirkelige og religiøse liv og i den eksplosive udvidelse af cistercienserordenen. Gennem sit forfatterskab, der bogstaveligt talt afspejler den 12. århundredes kulturelle fornyelse, er han også en vigtig repræsentant for kristen mystik for eftertiden.
Bernhard von Clairvaux forklarer i sit brev, at templernes arbejde var en konstant kamp mod ondskab på to fronter, både internt i at følge Kristus og udadtil med sværd i hånden i kampen om Gud. På denne måde brugte tempelridderen både åndens og kødets våben, og dette måtte være endnu bedre end at bekæmpe det onde på den velkendte måde, enten som en ridder eller som en munk. Således blev riddermunken dobbelt beskyttet med både troens rustning og rustningen af stål. Bernhard understregede særlig godt, at disse Kristi riddere ikke tog samme risiko som de almindelige verdslige riddere, der både mistede livet og deres evige lykke, da de kæmpede og dræbte på grund af forfængelighed og grådighed. De nye riddere ville derimod helt sikkert vinde evigt liv, fordi deres liv som munke var prydet med bøn og askese, og de kæmpede for Kristus. Bernhard var helt enig i de middelalderlige ideer om retfærdig krig, da han understregede, at bundlinjen var den rigtige hensigt og den gode sag: hvis ridderen dræbte for at forsvare Kristus og de kristne, så var det ikke for almindeligt mord: “Hvis han dræber nogen hvem gør ondt, han er ikke en mandlig morder (Homocida), men, hvis jeg må sige, en ond morder (Malicida). ” (Lind et al., S. 253-254). Bernhard tilføjer dog, at hedningerne ikke skal “slagtes”, når der er andre muligheder. Men det er bedre at slagte dem end at styre de retfærdige og føre dem til uretfærdighed (Kurt Villads Jensen 2005, 45). Et af de vigtigste temaer i Bernhards arbejde var martyrium: “Kæmp med glæde, dø med glæde, fordi du kæmper for Gud” … “Glæd dig, du modige kriger, når du lever og vinder i Herren, men glædes endnu mere hvis du dør og følger Herren ”(Villads Jensen 2005, s. 45).
Kritiske stemmer i det 12. århundrede kaldte imidlertid tempelordenen “et nyt monster”. En af Bernhards egne brødre fra cistercienserordenen skrev: “Et nyt monster, en ny ridderorden, som skal komme ud af det femte evangelium, for det har bestemt ikke noget at gøre med Bornholms middelaldercenter 2006 7 | Side de fire kendte evangelier ! For de er oprettet for at tvinge de vantro til den kristne tro med spyd og køller, og de plyndrer uhindret dem, der ikke er kristne, og slagter dem med stor fromhed Kristi martyrer “(Villads Jensen 2005, s. 46).
Sultan Saladin tog ingen chancer og lod templerne halshugge ved enhver lejlighed. Han skulle ikke nyde at gå frit rundt. De var så fanatiske, at der ikke var håb om, at de ville blive konverteret til islam (Villads Jensen 2005, s. 46).
Saladin, 1138-1193, var sultanen i Egypten og Syrien fra 1174; I den muslimske historiske tradition fremstilles Saladin som leder af muslimerne, der kæmper mod de kristne korsfarere.
Tempelriddernes magt og styrke blev mytisk. Blandt andet rapporter om et engelsk slag i 1187, hvor en af templerne (Jacquelin de Mailly) fortsatte kampen alene mod tusinder af muslimer, efter at hans egne brødre var blevet dræbt. Da han endelig var død, spredte mange af hans modstandere støv på ham, tog det op og dryssede det over sig selv for at dele hans styrke (Villads Jensen 2005, 46-47).
Generelle oplysninger om ridderordrer
Ridderordrer var oprindeligt religiøse, regelmæssige riddersamfund, der skulle beskytte pilgrimme i Det Hellige Land under korstogene i det 12. og 12. århundrede. Hendes mission omfattede også at kæmpe og angre vantro. Ridderorden var normalt direkte underlagt paven og uafhængig af lokale fyrster og kirker – for eksempel tempelordenen og Johanitterne (hospitalsordenen). Senere, i det 14. til 14. århundrede, blev sekulære ridderordner skabt med fyrster som herskere – f.eks. den danske elefantorden, som havde eller ikke har nogen militære funktioner. Nogle af de vigtigste riddere var johannitterne, templerne og den tyske orden. De dukkede oprindeligt op i Palæstina, mens andre befalede maurerne på Den Iberiske Halvø. I de baltiske lande kæmpede sværdmænd i kort tid. På deres kostume havde ridderne et kors, der blev syet på og snart fik en bestemt farve og form. Senere bar ridderne et metalkors som et mærke. Uddrag fra John Lind et al .: Dansk Korstog – Krig og Mission i Østersøen: ”En af de vigtigste militære og teologiske nyskabelser i korstoget var ordenens riddere. Her kunne en herre føre et religiøst liv i form af et kloster og tjene forladt og åndelig fortjeneste, men dette gennem det, han havde trænet hele sit liv, nemlig at kæmpe. Og i de permanent mobiliserede ridderordner i grænseområderne med kendskab til fjenderne og terrænet modtog korstogene nogle elitetropper, hvilket betød langt mere militært end de entusiastiske men ofte uerfarne korsfarere, der deltog i kortere perioder. Ridderrækkefølgen spredte sig hurtigt til det meste af Vesteuropa, hvor de byggede huse, prædikede korstog og skaffede penge til ordren. I lande med religiøse grænser blev de befæstede konventioner og laug foretrukket og foretrukket af kongemagt med store godsejere; De fik jord til at erobre, og de stod underdanigt op for det nye land og forsvarede det mod hedningernes forsøg på at erobre det. De store internationale ordener, især templerne og Johanitterne, og senere den tyske orden, delte deres indsats mellem Det Hellige Land og lokalområderne – f.eks. på den iberiske halvø og i Ungarn. Andre opgaver blev specielt oprettet, for eksempel for at deltage i spillene på et bestemt sted.
Swordbrødreordenen (Sværdbrødreordenen), der aldrig voksede op og Bornholms Middelaldercenter 2006 10 | Side eksisterede ikke særlig længe og deltog kun i kampene i Livonia [ca. nuværende Estland og Letland – red.] ”(Lind et al., s. 128). Ridderorden var en videreudvikling af reformdommen fra 1000 og forsøget fra Gud-Fredsbevægelsen at stille krigen i kirkens tjeneste og bekæmpe det “onde”.
Fredens Bevægelse: en bevægelse i 1000’erne, især i det sydlige Frankrig. Guds fred ønskede at begrænse krigen ved at tvinge lægfolk til ikke at kæmpe indbyrdes på bestemte dage. Bevægelsen blev støttet af Cluny -klosteret. Hans vellykkede forsøg på at gøre indre næring til en fælles kamp i gudstjenesten kan være en af årsagerne til 1. korstog i årene 1095-99. Guddommelig fred er imidlertid kontroversiel, da 80% af kilderne stammer fra et værk, der er bevist fri.
Foruden ridderne bestod ordenen af præster, der ikke kunne dræbe som præster, og hjælpetropper; De fleste ordrer gik til kvinder tidligt.
Korstog og rundkirker
Som allerede nævnt blev korstog kombineret pilgrimsvandring og krigsførelse, mission og erobring af jord – af kristne styrker i 1000-1200’erne, oprindeligt for at befri det hellige land for muslimsk styre eller for at sikre kristne besiddelser i regionen. Senere i denne periode var korstogene rettet mod hedninge, muslimer, kættere og ikke-katolske kristne i forskellige dele af Europa.
Korstogene kunne så have et rent politisk formål, da på et tidspunkt begyndte paverne at tilgive nogle af deres politiske modstanderes synder i Europa. Korstogene var et europæisk projekt, der tilhørte pavens myndighed og styrket pavedømmet. De var et af de største samfundsprojekter i middelalderen, og intet land eller område var uberørt af dem. Historikere er stadig uenige om, hvor mange mennesker der var tilbage, og hvorfor paver, biskopper, fyrster og enkeltpersoner rent faktisk deltog i korstogene. Var de på jagt efter rigdom og ære, eller var de drevet af en from religiøs tro? Det forekommer imidlertid klart, at udsigten til overbærenhed var kritisk vigtig for den enkelte korsfarer – dvs. H. Eftergivelse af straffen for de synder, der er begået i livet. Det siges, at omkring 100.000 mennesker kunne have startet i det første korstog, som begyndte i foråret 1096 – i dag ville det svare til næsten en halvanden million mennesker. (Lind et al., S. 139).
Mobilisering af korsfarerne
For at bringe korsfarere til Det Hellige Land sendte paven sine personlige udsendinger til hele Europa, herunder Skandinavien. Hele Danmark blev mobiliseret rent ideologisk ved at tilskynde til prædikener i kirker og tilbedelsessteder. Korstogsprædiken fandt sted i hele middelalderen. Mens tempelridderne – og andre riddere – var elitesoldater af en bestemt orden, lovede “almindelige” korsfarere paven eller hans udsending at føre korstog i en begrænset periode, f.eks. 1 år Alle kunne tage korset. Det første korstog, der forlod Jerusalem i 1096, blev også kaldt Folkets korstog, fordi det hovedsageligt bestod af grupper af fattige bønder, der slet ikke var uddannet eller havde de nødvendige våben. Vi ved, at syv af Danmarks rigeste mænd forlod det første korstog, hver sandsynligvis med 50-100 krigere og tjenere i deres tilhængere. Desværre var det hele slut, da de ankom. Danskerne kunne besøge de hellige steder i fred og ro og købe relikvier og andre souvenirs – og derefter vende hjem (Lind et al., S. 100-101, 141, 23.24). Erik Ejegod var den første europæiske konge, der førte korstoget umiddelbart efter erobringen af Jerusalem. Imidlertid døde han på Cypern i 1103, mens dronning Bodil nåede Jerusalem og døde på Oliebjerget, hvor hun blev begravet.
Det første korstog til det hellige land fandt sted fra 1096 til 1099 og havde til formål at befri Jerusalem fra muslimerne. I 1244 mistede kristne bestemt Jerusalem til muslimerne. Der tales om otte store korstog mod Det Hellige Land, hvoraf det sidste fandt sted i 1270. Kun det første korstog var en komplet succes for angriberne.
Paven indledte korstogene, og selve korstoget blev ledet af adelige, konger eller fyrster, der hver var ansvarlig for deres egen gruppe. Kulturelt fik korstogene stor betydning ved at bringe vest- og centraleuropæere i direkte kontakt med middelhavsbefolkningen og ved at indarbejde en række hedenske folk på Østersøen i kristendommen. I økonomisk henseende førte korstogene til øget handelsaktivitet i både Middelhavet og Baltikum.
Korstog for Østersøen
Allerede i 1100 -tallet var der problemer med at rekruttere korsfarere fra Nordeuropa, da mange i området mente, at der var mange hedninger, der skulle kæmpe og blive konverteret i deres eget nærmeste kvarter. I 1147 gav paven derfor de kristne i Nordeuropa “guddommelig befrielse”, i Østersøområdet og ikke i Middelhavsområdet til korstog. Korstogets navn blev derefter brugt til en række krydstogter i Østersøregionen, som kunne have både en kristen mission og politisk styre som mål – Bornholms Mittelalterzentrum 2006 12 | For eksempel korstogene mod venderne i 1147. Den tyske delstat Preussen og de baltiske stater samt den danske erobring af Estland i 1219 var også resultatet af korstog. Der var imidlertid korstog i Østersøen længe før paven gav sin velsignelse. Allerede i det 9. århundrede var der politiske alliancer og militære ekspeditioner, der skulle forsvare og udbrede kristendommen. Det er muligt, at den tidlige Sankt Knudsgilder, der var indkvarteret flere steder langs Østersøkysten til Estland, snarere var et korstog for at fungere som en gruppe fredelige forhandlere, som historikere ellers har ment dem i 1900’erne. Blandt argumenterne for denne antagelse er, at laug kun har Knud Lavard som protektor. I løbet af 1100’erne producerede Knud Lavard i stigende grad som korsfarer, og i 1168 fik han endelig status som korsfarerhellige med pavelig anerkendelse (Wien Berg. 2003, s. 23).
Alt om rundkirker
Set med nutidige danske øjne er de bornholmske rundkirker unikke. I et større tidsperspektiv er de ikke engang så unikke for nordiske og europæiske øjne.
Der er omkring 31 rundkirker kendt i de nordiske lande – 15 i Danmark, 15 i Sverige og 1 i Norge. Nogle er forsvundet, nogle er ruiner, og andre er blevet omdannet til det ukendte.
De fire bornholmere er de bedst bevarede – muligvis fordi øen ikke havde råd til at rive dem eller genopbygge dem, som det var tilfældet flere andre steder (Wienberg 2002a, s. 187). Der er bred enighed om, at rundkirkerne eksemplificerede Jerusalems grav. Selve graven, hvor Jesus formodentlig blev begravet, er omgivet af en rotonde. Både tempelridderne og andre bygherrer i hele Europa byggede rundkirker baseret på denne model. Hvis man følger begyndelsen af den middelalderlige sejlrute (som ikke krydser Østersøen, men går langs kysten fra ø til ø) fra Danmark til Estland, vil man finde en række “afvigende” kirker, som ser meget forskellige ud udefra, men har det til fælles, at de blev skabt til at udføre forskellige funktioner.
Nogle er runde, nogle har overdimensionerede tårne eller et enkelt højt massivt skib, og de har overdimensionerede blade. Rundkirkerne har kirkerum i bunden, et lagerrum øverst og et skydebane øverst. Det var ikke ualmindeligt, at kirker blev brugt til forskellige ikke-kirkelige formål i middelalderen. Du kunne ligne en syerske, som en skole, som en pavillon, en pub og mere. Det usædvanlige er, at du bygger særlige rum og gulve her for at opfylde de forskellige funktioner. Hvilke funktioner der er berørt, har været hårdt debatteret siden 1600- og 1600 -tallet. Kirkerne blev fortolket som et tilflugtssted for sognebørnene og deres ejendele i angrebstider af ikke mindst vandrerne, som lagre for handelsvarer, som blade for skatter mv.
De er blevet kaldt forsvarskirker, hvilket er den mest populære teori. Andre har fremhævet kirkerne som opbevaringsrum og kaldte dem f.eks. Magasin eller handelskirker. En tredje teori understreger symbolikken i den usædvanlige grundplan og struktur i kirken – et symbol på Jerusalems grav. Jes Wienberg opsummerer de tre hovedteorier og mener ikke, at det er “enten – eller”, men påpeger, at kirker blev bygget til at udføre netop flere funktioner: de fungerede ikke kun som en kirke, de fungerede muligvis også som et magasin / lager værelse De kan have en defensiv funktion og / eller en bestemt symbolsk betydning. Deraf udtrykket “multifunktionelle kirker”.
Nogle af de multifunktionelle kirker havde alle tre funktioner ud over at være en kirke, såsom Østerlars og Nylars: Magasin (lejr), forsvarsanlæg og kirkeligt symbol.
Andre havde to funktioner, såsom tårnene i Aa -kirken og Ibs -kirken: forsvar og magasin. (Wienberg 2003). Vi ved ikke, hvem der byggede kirkerne, hvornår de blev bygget, eller til hvilke specifikke formål.
Ofte blev de bornholmske rundkirker dateret ud fra historiske begivenheder. Man har antaget, at de blev bygget som forsvarskirker mod vendernes hærgen og derfor måtte være bygget omkring 1150, før Rügen blev erobret i 1169.
En anden antagelse er, at Bornholm var forsyningsbase for korstogshærene på deres vej til Estland, Øsel og Finland i 1100-1200-tallet.
Man kan forestille sig, at ledelsesflåden marcherede ind på Bornholm for at levere og betale for ejendommens varer og indtægter. Hvis det er rigtigt, at bladkirkerne beholdt forsyninger og lignende, er det forståeligt, at de skulle have været nødt til at blive styrket mod hedenske angreb. (Wienberg 2002b, s. 205).
Rundkirkerne som symboler på gravkirken i Jerusalem synes at være et oplagt udtryk for korstogsideologien (Wienberg 2003, s. 24).
Korstogene fulgte. Udover at korstogene havde delmål om at få kontrol over transithandelen i Østersøen, især pelsprodukter fra Rusland / Novgorod til Tyskland / Lübeck, betød korstogene i sig selv et opsving i handelen. Hærene – på begge sider – havde brug for våben, heste og mad, hvilket førte til en blomstrende økonomi i Østersøen fra midten af 1100 -tallet til midten af 1100 -tallet. Aftalen kan være i hænderne på aristokrater, landmænd, præster og laug. (Wienberg 2003, s. 23-24). I de nordiske lande forekom rundkirkerne hovedsageligt på Sjælland og Bornholm og i Sverige i Möre, Västergötland, Östergötland og Uppland. Kirker med runde tårne findes hovedsageligt i det sydlige Slesvig og Skåne. Gotland var neutralt med salg på begge sider, og måske derfor er der ingen rundkirker eller rundtårne på øen.
“Bornholms middelaldercenter ud fra korstogets ideologi 2006 14 | Side Bornholm overbeviser. Bornholm tilhørte ærkebiskoppen i Lund, den samme ærkebiskop, der stod bag korstogene. “(Wienberg 2003, 24).
Dendrokronologisk (timing ved hjælp af træringe i træet) blev udført ved tre “afvigende” kirker i Möre og en på Øland. Kirken i Øland er særlig velorganiseret. Stenkirken er bygget ca. 1120, tårnet ca. 1180 og den befæstede overetage ca. 1242, +/- 5 år. Som i Møre og Øland synes den bornholmske kirkebygning at have fundet sted i flere faser. Spørgsmålet er, om de bornholmske kirker passer ind i den groft skitserede datering af kirkerne i Möre og på Øland:
De bygger normale kirker: Ca. 1100-1170.
Under det danske Østersøbyggeri dels fra begyndelsen, dels ved ombygning af multifunktionelle kirker: Ca. 1170-1240.
Under den danske borgerkrig bliver de multifunktionelle kirker befæstet dels fra begyndelsen og dels ved ombygning: Ca. 1240-1340
Under Valdemar Atterdag vil den multifunktionelle brug af kirkerne gradvist ophøre. Forbud mod befæstning af kirker: Efter 1340. (Wienberg 2003, s. 22).
Nylars Round Church blev bygget en gang, mens det øverste stokverk blev bygget til senere med en parade i Østerlars Round Church. Langt senere kan der dog ikke siges noget. (Wienberg 2003, s. 26).
Forsvarsarbejdet i rundkirkerne og andre multifunktionelle kirker er normalt ikke overbevisende i forhold til de faktiske befæstninger af tidsslotte eller befæstede kirker i andre dele af Europa. De minder mere om dannelsen af slagter (forsyner en mur med toppe og skår) på tidlige middelalderborge i England og de defensive detaljer i renæssancens palæer. I begge tilfælde var hensigten at demonstrere hans rang og magt og afvise angreb. Uden bymure, bymure og høje indgange kunne kirkerne ikke holde sig i stand mod en krigshær, men de var gode nok til at forhindre et generelt røveri (Wienberg 2003, 26).
Udhugningerne i udskæringerne fortolkes som tegninger af slaveborge. Palle Lauring beskrev Østerlars rundkirke som “en korsedderkop midt i et væv af hedenske tråde” (Wienbergs “Sacred Geometry” i Order against chaos. Nordic Academic Press, Lund 2004, s. 23-57). Erling Haagensen har undersøgt det historiske kildemateriale og etableret forskning. Han er imidlertid ikke bundet af forskningskrav og kan frit udvikle sine hypoteser og besvare de spørgsmål, som den etablerede forskning efterlader åbne. Om sig selv siger han i et radioprogram “All Time History”, del 1, 26. februar 2006: “Jeg er en halvbesat røver. Jeg har ingen egentlig uddannelse som historiker, matematiker, astronom eller på nogen af de andre områder, hvor dette er involveret. Og måske er det faktisk sådan, at det vil lykkes mig at gøre disse opdagelser. ”Programmet afsluttes med en kommentar af professor Jes Wienberg fra Lunds universitet, der mener, at Haagensens hypoteser er usandsynlige. Du kan læse om kommentarerne fra Wienberg og Haagensen i Bornholmske Samlinger 2002, s. 175-212. Du kan læse mere om hans hypoteser på Haagensens hjemmeside: www.merling.dk
Haagensen har udgivet følgende bøger:
Bornholms hemmeligheder – på sporet af templernes hemmeligheder og glemte videnskab. Bogan 1993
Skattemesterens skat. Bogan, 2000
Bornholm Rundkirker. Bogan 2003
I sine bøger indeholder Haagensen også spørgsmål om de mulige efterkommere af Jesus og Maria Magdalena, templernes historie, frimurerne som efterfølgere af templerne, udgravninger i Jerusalem, de baltiske korstogers historie, guldmændene på Bornholm og forskellige antikviteter Måleenheder, til de egyptiske pyramider, til forskellige gamle måleenheder femte element ”og meget mere. Haag -hypoteserne svarer i det væsentlige til plottet i bogen og filmen Da Vinci Mystery, der igen er baseret på bogen af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln: The Holy Blood and the Holy Grail. Haagensen har et samarbejde med blandt andre Henry Lincoln.
ANVENDET LITTERATUR Butikken Danske Encyklopædi 2004: Al-Aqsa, Gudsfred, Korstog, Ordener, Ridderordener, Templar Lord, Salomon. Jensen, Kurt Villads: “Korstog omkring Østersøen” i Mare Balticum. Nationalmuseet, København 2002, s. 47-58. Jensen, Kurt Villads: Politik bog om korstogene. Politik Forlag, København, 2005. Lind, John (m.fl.): Danske korstog – krig og mission i Østersøen. Høst og Søn, København 2004, især indledningen og s. 128-134. Nicholson, Helen: Tempelridderne – en ny historie. Sutton Publishing 2001. Wienberg, Jes: “Mellem viden og vrøvl” i Bornholmske Samlinger 2002a, s. 175-188. Wienberg, Jes: “Middelalderen uden mystik” i Bornholmske Samlinger 2002b, s. 204 – 206. Wienberg, Jes: “Østersøens flertydige kirker” i Bornholmske Samlinger, 2003, s. 10- 35. Vedrørende afsnittet “Filmen om Tempelriddernes skat”: Haagensen; Erling: Bornholms mystisk. Bogan 1993. Haagensen; Erling: Templar skat. Bogan, 2000. Haagensen; Erling: Bornholms Rundkirker. Bogan 2003. Haagensen, Erling, hjemmeside: www.merling.dk Wienberg, Jes: ”
