Inhalt dieses Beitrages
Under den kolde krig var der en tid, hvor den polske folkehær (PVA) udviklede planer for en mulig besættelse af den danske ø Bornholm. Disse planer var en del af et større strategisk projekt, der omfattede hele den baltiske region og havde til formål at kontrollere strategisk vigtige områder.
Oplev Danmark!
Rejs komfortabelt med Scandlines fra Rostock eller Puttgarden til Danmark.
Til valg af datoSpar 5%, når du booker online i forhold til billetpriserne i havneterminalen!
Begyndelsen på planlægningen
Planlægningen begyndte i begyndelsen af 1960’erne og fortsatte indtil midten af 1980’erne. PVA fulgte direktiverne fra generalstaben i den sovjetiske hær. Ifølge den daværende operationsplan skulle den polske kystfront gennemføre offensive aktioner, der skulle føre til erobring af hele Danmark (Jylland og de omkringliggende øer), det nordlige Vesttyskland, den nordlige del af Holland og Belgien. Disse operationer skulle være en del af en storstilet operation udført af de allierede styrker fra Warszawapagtens medlemslande.
En af de grundlæggende opgaver for de polske divisioner var at gennemføre luft- og søoperationer for at besætte den største danske ø, Sjælland, og landets hovedstad – København.
Udfordringer og ændringer i planlægningen
I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var problemet ikke kun organiseringen af støtten til landoperationen, men også den polske hærs stadig lavere samlede kampkapacitet. Den økonomiske krise i Polen og den hurtige vækst i NATO’s militære potentiale satte spørgsmålstegn ved hele operationen.
På grund af den økonomiske krise, der ramte Sovjetunionen og andre Warszawapagt-stater, blev planerne for den polske hær nedskaleret, og der blev endda udarbejdet en defensiv version. Efter denne ændring fokuserede PVA’s luft- og søoperationer på erobringen af den danske ø Bornholm.
Bornholms rolle i planerne
Bornholm, en dansk ø i den sydlige Østersø, blev anset for at være strategisk vigtig. Det blev antaget, at øen ville blive forsvaret af en brigade dansk infanteri med ca. 2.840 soldater, der desuden var udstyret med ti kampvogne, 26 kanoner og morterer og ca. 30 panserværnsvåben.
I krigens tidlige stadier havde luftangreb – hovedsageligt fra den sovjetiske hær – til formål at sætte Bornholms landgangsforsvar ud af kraft. Herefter var planen at gennemføre en luftlanding (to bataljoner fra 6. luftbårne brigade) i begyndelsen af det polske angreb for at besætte havnen i Rønne. Derefter skulle et mekaniseret regiment (28. mekaniserede regiment fra 8. mekaniserede division) landsættes på havet i havnen og dens omgivelser. Derfor skulle øen erobres på den anden eller tredje dag af frontalangrebet (D2-D3). Landingen på Bornholm blev udelukket fra den defensive variant.
Virkningen af de politiske forandringer
De følgende måneder af 1989 bød på politiske forandringer – først i Polen, siden i de andre lande i Østblokken, og i sommeren 1991 blev selve Warszawapagten opløst. Den polske hær blev befriet fra sovjetisk kontrol, oprettelsen af en landgangsstyrke blev afbrudt, og planen blev udelukkende defensiv. Snart var den europæiske og globale politiske og sikkerhedsmæssige orden forvandlet til ukendelighed. I 1999 blev Polen medlem af NATO, og dermed blev polske og danske soldater en del af den samme militære organisation. Nu indgik de – som kammerater – i et samarbejde, herunder oprettelsen af det multilaterale Nordøstkorps med base i Szczecin, som Tyskland også var involveret i.
Konklusion
Det er svært at tage klar stilling til gennemførligheden af den planlagte landgangsoperation på de danske øer eller, mere generelt, til polsk operationsplanlægning som sådan, da vi ikke har adgang til russiske (tidligere sovjetiske) arkiver. Moskva kontrollerede fuldstændig den polske krigsplanlægning, og lige der ligger nøglen til at forstå den rolle, som den polske folkehær kom til at spille i tredje verdenskrig. Når vi analyserer de polske dokumenter, bør vi bemærke, at de opgaver, den polske hær fik, var overdrevne og endda urealistiske. At gennemføre en storstilet landingsoperation lå simpelthen uden for deres formåen. Desuden kan vi antage, at kun angrebet på Bornholm ville have været muligt – forudsat at den sovjetiske hær havde stillet luft- og søbaser til rådighed.
Vi kan være glade for, at disse planer aldrig blev gennemført. Antagelsen om, at en så storstilet offensiv kunne være endt med en sejr, kan have været urealistisk, især under betingelserne med udbredt brug af atomvåben på begge sider. Men hele den polske krigsmaskine var altid forberedt på militære operationer af netop denne type.
Liste over kilder
Holdanowicz, G. (2023). Planlægning af en landgangsoperation for den polske folkehær på de danske øer under den kolde krig. Kwartalnik Historyczny. Tilgængelig på: https://apcz.umk.pl/KH/article/download/43160/35210
